Vedtægter for Grundejerforeningen GF Østergård
§ 1 Navn
Foreningens navn er ”Grundejerforeningen Østergård”. Foreningen omfatter alle ejere af parceller på Rimsøvej, Klosterhedevej, Askov Alle, Østbirk Alle, Tranehusvej og Tømmerupvej lige numre fra nr. 4 til og med nr. 30.
§ 2 Medlemspligt
Enhver ejer af en parcel inden for ovennævnte område er pligtig til at være medlem af grundejerforeningen ifølge tinglyst deklaration.
Ethvert medlem har én stemme for hvert matrikelnummer som vedkommende er ejer af. For hvert matrikelnummer kan kun afgives én stemme.
§ 3 Formål
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser og føre tilsyn med renholdelse og vedligeholdelse af veje og fortove.
§ 4 Midler
Der betales kontingent for hver grund. Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
Kontingentet forfalder én gang om året, den 1. januar. Sidste rettidige indbetaling 31. januar.
Indbetalingskortet skal være påført det fastsatte kontingent, samt sidste frist for rettidig indbetaling.
Medlemmer, der er i restance efter denne dato, fortaber deres stemmeret på generalforsamlingen, og kontingentrestancen inddrives ved inkasso eller udpantning. Såfremt et medlem måtte betale skyldig restance direkte til foreningen efter overgivelse til inkasso, er restanten pligtig til at betale de dermed påløbne omkostninger, uanset om krævebrev er modtaget eller ej.
Bliver omkostningerne ikke betalt på anfordring, indtræder samme retsvirkninger som ved kontingentrestance.
Ved fremsendelse af et anbefalet brev fra bestyrelsen, f.eks. ved kontingentrestance, vil der blive pålagt et gebyr på min. 50 kr.
Foreningen opretter en vejreparationskasse. Generalforsamlingen fastsætter, hvor stor en del af det årlige kontingent, som skal indbetales til kassen.
Bestyrelsesmedlemmer er ikke kontingentfri til foreningen og vejreparationskassen i det tidsrum, de beklæder en bestyrelsespost og betaler således kontingent på lige fod med foreningens øvrige medlemmer.
§ 5 Generalforsamlingen
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Dagsorden skal altid indeholde følgende punkter:
Beslutning om snerydning for den kommende vinterperiode
Der kan i sager behandlet under eventuelt, ikke finde afstemning eller endelig beslutning sted.
Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 7 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse. Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest den 1. marts. De indkomne forslag skal udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Forslagsstilleren, eller suppleant med fuldmagt, skal være tilstede på generalforsamlingen og motivere forslaget, i modsat fald kan dette ikke behandles.
Generalforsamlingen vælger en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen, der leder forhandlingerne og afgør alle formelle spørgsmål. Bestyrelsen eller dirigent har pligt til at sørge for, at der over forhandlingerne føres en protokol, der efter generalforsamlingen underskrives af dirigent og bestyrelsen.
Afstemning sker ved håndsoprækning, medmindre bestyrelsen, dirigenten eller 1/4 af de tilstedeværende medlemmer forlanger skriftlig afstemning.
Alle afstemninger afgøres ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer. Ved stemmelighed falder forslaget.
Til vedtægtsændringer kræves dog, at mindst halvdelen af det samlede stemmetal er repræsenteret, og mindst 2/3 af disse skal stemme for ændringen.
Er det fornødne antal medlemmer ikke repræsenteret, kommer sagen ikke til afgørelse, og en ny generalforsamling indkaldes. På denne kan ændringer vedtages ved almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer.
§ 6 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer, der ikke er i restance til foreningen, til bestyrelsen indgiver skriftlig motiveret begæring med angivelse af dagsorden for den ekstraordinære generalforsamling.
Når sådan en begæring er indgivet til formanden, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter denne modtagelse. Den indkaldes med mindst 8 dages varsel.
Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, bortfalder dagsordenen.
§ 7 Fuldmagt
Et medlem, som er forhindret i personligt at give møde på generalforsamlingen, eller andre møder inden for foreningen, er berettiget til at give et andet medlem, eller et medlem af vedkommendes husstand, retsgyldig fuldmagt til at møde og stemme for en. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt og kun til de punkter, som er anført i dagsordenen.
§ 8 Bestyrelsen
Bestyrelsen, der vælges på den ordinære generalforsamling blandt foreningens medlemmer, består af:
1 formand, 1 kasserer, 3 bestyrelsesmedlemmer, samt 2 suppleanter.
Formanden og 1 bestyrelsesmedlem vælges på de lige årstal. Kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer på de ulige.
De 2 suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Bestyrelsens medlemmer kan genvælges.
Efter valg konstituerer bestyrelsen sig med næstformand.
Desuden vælger den årlige generalforsamling for 2 år ad gangen 2 revisorer og for 1 år ad gangen 1 revisorsuppleant, også her kan genvalg finde sted.
Udebliver et bestyrelsesmedlem fra 3 på hinanden følgende møder uden anmeldt lovlig forfald, må denne, hvis blot ét medlem af bestyrelsen kræver det udgå af bestyrelsen. Suppleanten for ham indtræder da i hans sted.
Foreningen repræsenteres af formanden samt ét medlem af bestyrelsen, hvis underskrift forpligter overfor tredjemand.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsgang, og fører forhandlingsprotokol over møderne.
Bestyrelsen holder møde, så ofte formanden finder der fornødent, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer skriftligt begærer dette hos formanden.
Generalforsamlingen bestemmer, hvorvidt nogen af bestyrelsen skal have honorar.
§ 9 Regnskab
Regnskabet føres af kassereren, der gyldigt kan kvittere for alle ind– og udbetalinger, som ikke overstiger 10.000,- kr.
Større enkeltudgifter kræver forud for betalingen formandens accept. I så tilfælde signerer formanden udgiftsbilaget.
Alle ind– og udbetalinger bogføres.
Kassereren indsætter foreningens midler i banken på foreningens driftskonto, således at den kontante kassebeholdning på intet tidspunkt overstiger 2.000,- kr.
På foreningens konti i bank kan den alene hæves med kassererens og formandens underskrifter.
Regnskabsåret er kalenderåret.
Årsregnskabet revideres af de valgte revisorer, som skal have dette i hænde senest 1 måned før generalforsamlingen.
Revisorerne skal forvisse sig om, at foreningens aktiver er tilstede.
§ 10 Påtaleret
Ethvert medlem er pligtig at sørge for renholdelse og vedligeholdelse af sin egen grund, samt sørge
for renholdelse og vedligeholdelse af det til grunden hørende vej-, fortov, og stiareal. Det er
medlemmernes pligt at foretage klipning af hæk, buske og træer, som er til ulempe for al færdsel.
Overholdes dette ikke trods påkrav, vil bestyrelsen overgive sagen til Tårnby Kommune.
I henhold til gældende lov om private fællesveje, skal aflæsning af byggematerialer, brænde, sten,
grus, m.v, på veje og fortove, finde sted således, at materialerne ikke unødigt generer færdselen.
Ved fremsendelse af anbefalet brev fra bestyrelsens side, fx ved kontingentrestance, vil der blive
pålagt et gebyr på min. Kr. 50,-.
Fortove aflæssede materialer m.v. skal snarest muligt oplægges på privat grund.
Der skal foretages ordentlig oprydning.
Snerydning besluttes på den årlige generalforsamling for den kommende vinterperiode. Selvom det
besluttes at foreningen varetager snerydning af foreningens vejareal (kørebanen) for den kommende
vinterperiode, fritages grundejeren ikke for pligten til snerydning af fortov og kørebane. Der kan
ikke fremsættes erstatningskrav over for foreningen på grund af manglende snerydning.
* * * * * * * * *
Vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 22. april 1954.
Ændret på generalforsamlingen
Den 10. maj 1959.
Den 3. maj 1964.
Ved urafstemning
Den 2. november 1968.
Ved urafstemning
Den 31. maj 1978.
Ændret på generalforsamlingen
Den 23. april 1991.
Den 13. april 2000.
Den 9. maj 2005.
Den 18. marts 2009 + 1. april 2009
Den 19. marts 2012
Den 25. marts 2014
Den 24. maj 2023
VEJREPARATIONSKASSE
§ 1 Foreningens ordinære generalforsamling fastsætter størrelsen af bidrag, som skal indbetales vejreparationskassen.
§ 2 Bidraget til vejreparationskassen opkræves sammen med foreningens almindelige kontingent og med samme betalingsfrist som for det almindelige kontingent.
§ 3 Vejreparationskassens regnskab og konto føres særskilt fra foreningens ordinære regnskab. Det særskilte regnskab for vejreparationskassen fremsendes sammen med det ordinære regnskab.
§ 4 Vejreparationskassen administreres af grundejerforeningens bestyrelse og revideres af revisorer valgt på den ordinære generalforsamling.
§ 5 Midler
Vejreparationskassen kan alene anvendes til reparation og vedligeholdelse af fortove og veje. Reparationer og mindre vedligeholdelsesarbejde kan iværksættes af bestyrelsen. Større vedligeholdelsesarbejder skal godkendes af generalforsamlingen.
§ 6 Pålægger Tårnby kommunes vejbestyrelse, at der skal foretages hovedistandsættelse af foreningens veje, kan generalforsamlingen beslutte, at midler fra vejreparationskassen bruges til dette formål.
§ 7 Foreningens vedligeholdelse af vejarealet fritager ikke grundejeren for sine forpligtelser, jf. lov om private fællesveje.
§ 8 Ved nedlæggelse af vejreparationskassen gælder samme regler som ved lovændringer til foreningens love. Kassens evt. formue tilfalder da Grundejerforeningen Østergård.
Bemærkning til vedtægter for vejreparationskassen i Grundejerforeningen Østergård: Vejreparationskassens midler må ikke anvendes til vejreparationer af skader, der er opstået i forbindelse med byggeri, af- og pålæsning af varer, tunge genstande eller lign.
Vedtaget på generalforsamlingen den 26. april 1990.
Ændret den 9 maj 2005.
Ændret 25. marts 2014.
Denne hjemmeside har til formål at informere grundejerne i GF Østergård. Kontakt webmaster, hvis der er indhold du finder forkert eller stødende.